close
Billede 1

Robotterne er landet på Simon’s Golf Club

Robotterne er landet på Simon’s Golf Club
Godt et halvt år efter investeringen i 15 robotklippere fra Belrobotics melder Simon’s Golf om både gode rutiner og resultater på banen. Robotterne kører upåklageligt, og driften er smidig. Både personale og spillere nyder godt af den teknologiske udvikling på banen.

Da Simon’s Golf i Nordsjælland i april satte strøm til de første af deres i alt 15 nye robotklippere fra Belrobotics, var det kulminationen på mere end to års overvejelser og afprøvning.

Golf Course Superintendent Reamonn O’Neill og hans team havde forud for deres valg testet og sammenlignet forskellige robotløsninger grundigt, og derfor var forventningerne også høje. I dag kører de 15 robotter på fairwayen og semi-roughen, og han kan konstatere, at investeringen har båret frugt. De 15 Belrobotics fungerer godt i den daglige drift af banen, også selvom det har betydet, at personalet har skullet ændre nogle vaner og rutiner.

“Jeg må sige, at jeg er virkelig imponeret over, hvor hurtigt robotterne er blevet en naturlig del af vores arbejdsrutine på banen. Derudover synes jeg, at de i høj grad leverer en jævn og ensartet klipning,” fortæller Reamonn O’Neill.

Arbejder morgen og aften
Ifølge Reamonn er en af de store fordele ved robotklipperne, at de arbejder uden at forstyrre spillerne og uden for de normale arbejdstider. Det har givet greenkeeperne bedre mulighed for at planlægge arbejdet strategisk og bruge deres ekspertise andre steder på banen.

“Tidligere klippede vi fairways tre gange om ugen, og vi brugte meget tid på både at klippe og fjerne græs. Nu bliver banen klippet dagligt, uden at vi behøver være til stede, og det kan virkelig ses på græskvaliteten. Græsset bliver sundere, tættere, og spillerne bemærker det. Flere har sagt, at banen står virkelig flot, og det betyder meget for os,” siger Reamonn.

Også på driving rangen har robotteknologien vist sin styrke. En af de i alt 15 robotter er dedikeret til at holde rangen pæn og velplejet uden at genere spillerne. Tidligere var det nødvendigt at lukke området ned, når der skulle klippes. Nu foregår det i alle døgnets timer.

“Det har gjort en stor forskel, at den kan arbejde både dag og nat, uden at forstyrre spillerne. Tidligere var vi nødsaget til at lukke ned for driving rangen for at klippe græsset, og det er der ikke længere behov for,” siger han.

Tæt samarbejde giver tryghed
En væsentlig grund til, at Simon’s Golf har følt sig trygge i overgangen til robotklipning, er, at de har haft mulighed for at afprøve robotterne på forhånd samt det tætte samarbejde, golfklubben har med Nellemann Machinery. Med et team, der har mange års erfaring fra golfbaner og robotteknologi, har Nellemann sikret både opsætning, træning og løbende service, og det har ifølge Reamonn gjort en stor forskel.

“I forbindelse med opsætningen af robotterne og ladestationerne har Nellemann Machinery foretaget en grundig kortlægning af hele banen. Sammen har vi identificeret banens udfordringer og beregnet, hvor hver enkelt robot skulle køre og lade. Her spiller både strømforsyning og det visuelle udtryk en vigtig rolle. Det har derfor været et tæt og godt samarbejde mellem os og Nellemann Machinery,” siger han og fortsætter

“Vi har en god kontakt til Nellemann Machinery, og det giver en enorm tryghed at vide, at vi hurtigt kan få hjælp, hvis vi har brug for assistance. Samtidig er jeg meget opmærksom på, at det er vores opgave at sikre, at robotterne har forudsætningen for at køre, som de skal. Derfor har jeg også en dedikeret medarbejder til dagligt at tjekke og vedligeholde robotterne og sikre, at der ikke sidder snavs og græs i maskineriet. Derudover skifter vi løbende selv bladene på robotterne. Vi havde budgetteret med at skifte dem hver anden uge, men i realiteten gør vi det kun hver tredje eller fjerde uge, så det er en glædelig overraskelse,” fortæller han.

Overblik ved hånden
En af de fordele ved Belrobotics, som Reamonn fremhæver, er muligheden for både at tilpasse og overvåge robotternes arbejde via Belrobotics’ digitale platform. Via en app på telefonen er det nemlig muligt at se, hvor maskinerne har klippet, og hvornår.

”Jeg bruger hele tiden min telefon til at tjekke vejr, vind, fugt i jorden og andre faktorer på banen. Derfor er det utrolig rart, at jeg også har et kort ved hånden, hvor jeg løbende kan tjekke hver enkelt robots arbejde – hvor langt er den nået, hvad mangler, og hvornår skal den lade igen,” siger han og fortsætter.

”Der bliver hele tiden udviklet på systemet, og jeg glæder mig meget til den næste opdatering, hvor det vil være muligt at ændre klippezonerne direkte fra mobilen, mens man er ude på banen. Det er noget, der vil gøre arbejdet endnu mere smidigt og præcist,” slutter Reamonn O’Neill.

Fakta om Simon’s Golf Club:

Simon’s Golf Club er en af landets travleste baner med over 1.200 aktive medlemmer. Banen rummer 27 huller fordelt på tre sløjfer og holder åbent fra kl. 4 om morgenen til solnedgang i store dele af sæsonen. Det giver plads til både turneringer og firmadage, samtidig med at medlemmer og gæster altid har 9 huller til rådighed. Simon’s Golf Club var den første og er stadig en af de få klubber, der spiller på sommergreens hele året rundt
Tidligere var det en udfordring at vedligeholde banen uden at forstyrre spillet, men med robotklippere, der arbejder døgnet rundt på 40 hektar fairway og semi-rough, er det nu muligt at tilbyde toptrimmede forhold – hver dag og næsten uden støj.

Efter regn og gødning står banen helt skarpt, for i dag kan robotklipperne uden problemer følge med selvom der er gødet. Tidligere var gødskning en udfordring, fordi græsset voksede hurtigere, end det kunne klippes.

En af de fordele ved Belrobotics, som Reamonn fremhæver, er muligheden for både at tilpasse og overvåge robotternes arbejde via Belrobotics’ digitale platform på telefonen.

På Simon’s Golf Club har de en medarbejder til dagligt at tjekke og vedligeholde robotterne og sikre, at der ikke sidder snavs og græs i maskineriet.