close
Greve Boligselskab

Greve Boligselskab har opgraderet til større redskabsbærer: Vi skal løse vores opgaver så effektivt som muligt

Hos Greve Boligselskab Tune giver skiftet til en Kärcher MIC 42 allerede tydelige gevinster – bedre komfort for førerne og sparet tid i den daglige drift.

De fleste driftsfolk ved, hvor meget skift af redskaber og ekstra opfyldninger kan skabe utilsigtede ophold i en arbejdsdag. Derfor mærker Greve Boligselskab Tune nu forskellen efter skiftet til en større Kärcher MIC 42. Maskinen har hurtigt vist, at den kan lette arbejdet i både vinter- og efterårssæsonen – og give medarbejderne en mere effektiv og sammenhængende arbejdsdag.

Komfort og effektivitet er i højsædet

En af de første forskelle mellem MIC 42’eren og forgængeren, man bemærker, er den større kabine. Jimmy Hjarsø, lokalinspektør hos Greve Boligselskab Tune, fortæller, at kabinen har gjort arbejdsvilkårene mærkbart bedre.

”Rummelighed og komfort i kabinen betyder meget, når man sidder mange timer i maskinen.  Bedre arbejdsstilling og mere plads omkring dig kan ikke undervurderes. Det gør en forskel i løbet af en lang arbejdsdag ude på vejene,” siger han.

En anden ændring, som hurtigt har vist sin værdi i Tune, er multikoblingen til frontredskaber. Den gør det lettere og hurtigere at skifte mellem opgaver.

”Det er blevet langt nemmere at skifte redskaber. Med multikoblingen kan man montere et redskab i én bevægelse. Man tænker måske ikke over det som et problem, før man prøver, hvor nemt det faktisk bliver, når alt samles i én kobling – særligt hvis man som os har en del forskellige redskaber at skifte mellem,” siger Jimmy Hjarsø.

Større kapacitet frigiver tid

Boligselskabet har samtidig investeret i et nyt saltleje, som udnytter MIC 42’ens større bagparti. Det har allerede ført til et klart lavere forbrug af salt.

”Med den nye saltlagespreder, vi har købt ind i forbindelse med skiftet til MIC 42, bruger vi næsten 25 procent mindre salt end med den tidligere maskine. Det giver færre opfyldninger, og vi får samme effekt uden at sende unødigt meget salt ned i afløb og dræn. Det er bedre for både planterne og miljøet – og det sparer os også tid,” siger han.

Maskinen skal efter planen bruges i drift året rundt, og i Greve Boligselskab Tune har de ud over saltlejet en række redskaber, som den nye redskabsbærer skal køre med.

Øget behov for den store redskabsbærer

Hos Nellemann Machinery, der importerer og forhandler Kärchers redskabsbærere i Danmark, oplever man, at flere kunder i øjeblikket vælger at opgradere fra de mindre modeller til MIC 35 og MIC 42. Produktspecialist Flemming Østergård peger på, at overgangen fra MIC 26/34 giver en række fordele for førerne.

”Vi oplever, at flere kunder får øjnene op for fordelene ved at have en større maskine til de mere krævende opgaver. MIC 35 og MIC 42 giver ekstra kapacitet og kan løfte større redskaber. Det sparer tid og frigør ressourcer i det daglige arbejde,” siger Flemming Østergård og fortsætter:

”De mindre modeller er også stadig populære til de daglige, lettere opgaver. Det handler i høj grad om at have den maskine, som passer til dit behov,” slutter Flemming Østergård.

Læs mere om Kärcher MIC 42 her!