
Den nyeste dreng i klassen er med, når dørene slås op til årets vejfest
Åben Maskinvej finder sted fra fredag den 28. februar til lørdag den 1. marts. Du kan besøge Nellemann Machinery på Knudslund Allé 28 i Ringsted.
Den nyeste dreng i klassen er med, når dørene slås op til årets vejfest
Når de syv nabo-maskinforhandlere i Ringsted for syvende år i træk inviterer til vejfest, bliver det med både feststemning og fremvisning af i alt mere end 40 maskin- og redskabsmærker. For Nellemann Machinery, der er de nyeste tilkomne i nabolaget, ser man særligt frem til at vise både maskiner og de nye faciliteter frem – og det hele bliver i selskab med unge elever fra den lokale ZBC-skole.
Det er blevet en tradition, at de syv maskinforhandlere, der alle ligger lige ud til E20 ved Ringsted, inviterer til Åben Maskinvej, og for Nellemann Machinery, der senest har slået sig ned i området, ser man meget frem til, at man nu også kan være en del af begivenheden.
I løbet af de to dage, vejfesten står på, vil Nellemann Machinery byde både kunder, samarbejdspartnere og alle, der måtte have interesse, indenfor til et kig på udvalget af maskiner og redskaber fra to af deres mest kendte mærker, Kubota og Kärcher. Derudover har Nellemann Machinery et nøje udvalg af brands, og til vejfesten vil de være linet op, så alle, der dagligt arbejder med have-, park- og anlægsopgaver, vedligeholdelse af arealer og landbrugsopgaver, kan få et godt indblik i udvalget. Særligt på redskabsfronten har man hos Nellemann Machinery store forventninger, når der inviteres til vejfest.
”Vi har et stort udvalg af både river, plove, harver, vendere og klippere, så hvis man er på udkig efter netop det, vil det være oplagt at kigge forbi os,” siger Lars Rævsager, der er salgs- og marketingchef i Nellemann Machinery.
Ny beliggenhed – nye muligheder
Det er ikke længe siden, at Nellemann Machinery kunne slutte sig til området ved Ringsted, der efterhånden bugner af maskinforhandlere. Og det er da heller ikke uden grund, at man hos Nellemann Machinery har valgt at slå sig ned netop dér.
”Med vores nye beliggenhed i Ringsted ligger vi nu så centralt, at det giver os mange nye muligheder – både i forhold til kunder og ansatte. Og så gør det absolut heller ikke noget, at vi er en del af et eftertragtet område for maskinhandlere,” fortæller salgschefen og fortsætter:
”Vi glæder os meget til at holde åbent hus i fællesskab med vores nye naboer her i Ringsted. Et arrangement som Åben Maskinvej er jo blot en af mange positive ting, vores nye centrale placering bringer med sig, og noget, som vi har set frem til at kunne støtte op om, siden vi flyttede hertil i efteråret.”
Støtter op om de unge
Som ny tilflytter har det været vigtigt for Nellemann Machinery at støtte lokalt. I forbindelse med indvielsen af deres nye hovedkvarter i efteråret havde de fået en række konditorelever fra den lokale erhvervsskole ZBC til at levere bagværk til de besøgende. Det var en stor succes, som der nu bygges videre på.
”Erhvervselever fra ZBC’s automekanikeruddannelse vil under vejfesten få frit spil til at nørde løs med både maskiner, processer og robotter i vores værksted. Derudover kommer en række elever fra bager- og konditoruddannelsen og byder vores gæster på lidt sødt til ganen,” fortæller Lars Rævsager.
Alt dette sker i et godt samarbejde med ZBC, for hos Nellemann Machinery vil man gerne bidrage til at få ungdommen tættere på erhvervslivet i løbet af deres uddannelse.
”Vi vil gerne have de unge med ud til et arrangement som dette, så de kan opleve erhvervet helt tæt på. Og så synes vi også, at det er vigtigt at bakke op om de unge, som gerne vil ind i erhvervet, og sikre god arbejdskraft i fremtiden,” siger Lars Rævsager.
Læs mere om begivenheden her: Maskinernes Vejfest 🎉