Kubota-klippere: Fra frontklipper til zero-turn
Kubota-klippere: Fra frontklipper til zero-turn
Når Nellemann Machinery inden længe rykker ind på dyrskuepladsen i Roskilde, bliver det blandt andet med et bredt udvalg af Kubota-klippere og gode kampagner. Sortimentet spænder fra klassiske frontklippere til moderne zero-turn-modeller.
Kubota har gennem mange år været kendt for sine robuste og kraftige klippere. Igennem årene er udvalget vokset markant, og i dag spænder sortimentet bredere end nogensinde før. I takt med dette har man hos Nellemann Machinery også oplevet en tydelig udvikling i efterspørgslen, hvor især zero-turn-klipperne har vundet frem de seneste år.
“Historisk har Kubota været kendt for nogle meget stærke frontklippere, men de seneste fem år har vi set en markant udvikling inden for zero-turn-segmentet. Det er her, mange professionelle brugere bevæger sig hen i dag,” fortæller produktspecialist hos Nellemann Machinery Martin Hvidesten.
Zero-turn vinder frem i Danmark
Zero-turn-klipperne er kendetegnet ved deres nulvenderadius og styres med to håndtag, hvilket gør dem meget manøvredygtige.
“Fordelen ved zero-turn er, at du kan vende på stedet og nemt komme rundt om forhindringer. Samtidig har de en højere kørehastighed, så du hurtigt kan dække store arealer,” forklarer Martin Hvidesten.
Kubotas zero-turn-program spænder fra mindre modeller til private, der har store arealer, til større maskiner, der i højere grad henvender sig til entreprenører, boligselskaber og kommuner.
Den mest solgte model gennem tiden er zero-turn-modellen, Kubota ZD1211, som netop nu også er i kampagne.
“ZD1211 er en ekstremt driftssikker maskine, som er virkelig stabil og som vi derfor ser meget lidt til på værkstedet. Den er bygget til professionel brug og kan holde til mange timers arbejde,” siger han.
Modellen er en diesel-zero-turn-klipper med fokus på både klippekvalitet og førerkomfort, blandt andet med hydraulisk hæv og sænk af klippebord samt et robust og støjsvagt design.
Stadig plads til frontklipperne
Selvom zero-turn vinder frem, har frontklipperne stadig en vigtig plads i sortimentet.
“Frontklipperne kan noget andet. De er mere fleksible, fordi man kan udskifte klippebordet med andre redskaber, hvilket giver derfor nogle muligheder, som zero-turn ikke har,” siger Martin Hvidesten og fortsætter:
“Det handler i høj grad om præference. Nogle vil gerne have en maskine med rat, andre foretrækker stænger. Det er meget individuelt.”
Netop nu er der også kampagne på to af modellerne: Kubota F251 og Kubota F391.
“F251 er en rigtig god allround-maskine, som mange kan gå direkte til. Den er effektiv og nem at arbejde med i hverdagen,” forklarer han.
Om den større model siger han:
“F391 er til dem, der har brug for lidt mere kraft og kapacitet. Den kan klare mere krævende opgaver og kan udstyres med forskellige redskaber, så den er meget alsidig.”
Kubotas klippere er generelt bygget til at holde til en arbejdsdag.
“De er udstyret med et kraftigt, fuldsvejset klippebord, så de kan arbejde i både ujævnt terræn og under hårdere forhold,” siger Martin Hvidesten.
Samtidig er sortimentet for nylig blevet udvidet med opsamlerklippere, som især bruges, hvor finishen er vigtig.
“Vi ser dem blandt andet på stadioner og arealer med hybridgræs, hvor det er nødvendigt at samle klippet op for at få det rigtige resultat,” afslutter han.
Et sortiment til mange brugergrupper
Hos Nellemann Machinery fører man omkring ti forskellige modeller af Kubota-klippere, og kundekredsen spænder bredt fra private med store haver til professionelle entreprenører, boligforeninger og kommuner.
Samtidig oplever man en stigende interesse for eldrevne løsninger, som Kubota også tilbyder i udvalgte modeller.
“Vi har et bredt udvalg stående i vores udstilling i Ringsted, hvor kunderne kan komme forbi og se og prøve maskinerne. Derudover tager vi et stort sortiment med på Roskilde Dyrskue, hvor der altid er stor interesse,” siger Martin Hvidesten.